Sensommerglæder

Som I kan se i sidste uges blogindlæg, er hokkaido græskar at finde i både grønne og orange nuancer. I denne uge, har vi kunne skaffe begge farver fra Krogsholm Frugt, så der lander en festlig blanding af flotte frugter på vores pakkebord! Den lækre og smagsmilde hokkaido kan holde sig i ugevis, bare den ligger tørt. Ved stuetemperatur er holdbarheden nemlig 2-4 uger og på køl er den helt op på et par måneder. Hokkaido græskar, som er navngivet efter den japanske ø, hvor den trives så godt, indeholder meget i dens frugtkød og kerner, som er godt for os: antioxidanter, betacaroten, B- og C-vitamin, folat, calcium, kalium, magnesium, jern og fibre. Jeg gentager her fra sidste uge:

...den kan syltes, den kan bruges til suppe, sammen med lidt kartoffel, gulerod og løg eller porre - krydret med timian, hvidløg, chili, persille, koriander og/eller spidskommen, den kan skæres i skiver og bages mørt og karameliseret i en marinade af smør, tamari, hvidløg og ahornsirup, den kan anvendes i wokretter, gerne med chili eller andre stærke krydderier... Lidt sesamsalt eller ristede sesamfrø klæder stort set alle hokkaido retter.

Jeg glemte at skrive: INGEFÆR! Frisk ingefær er super til kryddering af hokkaido-retter, også når man sylter. Og til syltning er en vaniljestang eller en chili heller ikke så ringe. Jeg sætter også pris på hokkaido, når jeg skal lave en hurtig pasta-sauce med løg, salvie, og friske tomater. Og så kan jeg tilføje, at de hvide kerner har en mild og karakteristisk smag. Pil dem ud af frugtkødet - jeg gør det i en skål vand - og lad dem tørre dem på en bageplade. Derefter får de hos mig en hurtig omgang i saltvand og bliver ristet i ovnen på 150 C.

Fra Skovnæs kommer slikporrer, som bare smelter i munden. Og majs! Min datter minder mig om kogetiden, hver gang jeg laver de søde og lækre kolber: 7 minutter, hverken kortere eller længere! Jeg må indrømme, at det altid virker, uden at de bliver seje, når det er fuldvoksne majs (husk, at de skal komme ned i kogende vand, tilsat salt og sukker i lige mængder - og at de 7 minutter starter fra når vandet igen koger). Vi bruger smør og salt til dem men i Japan, f.x., får de soya sauce og bliver smidt på grill - og det holder også.

Fra Pilely kommer de tidlige æbler, som passer godt til solbærene fra Plantagen. Saft, alliance syltetøj, tærter, i salater eller bare som de er!

Plantagens aspargeskartofler finder også vejen til kassen og får godt selskab af andre rodfrugter: fine persillerødder og gulerødder fra Krogsholm Frugt. Hvis ikke man har brugt hele hokkaido'en, er det oplagt at lave en bradepande af bagte rodfrugter, kartofler og hokkaido, drysset med ens yndlingsolie (jeg bruger sesam), salt og de krydderier, man synes om.