Borsjtj er luxusspise i de sene vintermåneder

I denne uges kasse finder du den gode grøntsag rødbede.

Vi har lavet et forslag til en rødbedesuppe, Borsjtj, og der vil udover rødbeder være citroner, kartofler, blomkål, courgette*, gulerødder, spidskål, cherrytomater og topaz æbler i kassen. Alle varer er leveret fra Steen på Buresødal der hver uge tager på grønttorvet og henter de grøntsager og det frugt han ikke selv har på vinterlager eller kan skaffe fra andre lokale grossister.

Til en Borsjtj kan du bruge følgende ingredienser: 500 gr rødbede, 125 gr gulerødder, 2 fed hvidløg, 1 løg, 250 gr kartoffel, 1 liter grøntsagsfond, 3 spsk balsamico, 1 tsk sukker, sesamolie/valnøddeolie.

Varm olien i en gryde, og tilsæt derefter de fintsnittede grøntsager. Sautér grøntsagerne uden at de bliver brune i ca 15 min. Drys mel over og sautér i yderligere 4-5 min. Tilsæt grøntsagsfond og kog i 45 min.

Blend derefter suppen.

Smag til med balsamico og sukker. Servér eventuelt med creme fraiche og lav flûtes til croutoner med gedeost.

Flûte med gedeost: Skær gedeosten i skiver og placér på flûtes. Dryp med valnøddeolie og drys med salt og peber. Rist i ovnen ved ca 220 grader i 8-10 min.

Servér imens det er varmt,  velbekomme.
 

*Da vi idag den 23. februar 2017, modtog varerne var courgetterne desværre næsten alle sammen dårlige. Det vil derfor ikke være alle der modtager courgette i deres kasser. Vi håber I vil nyde resten af kassens indhold.