Blå druer, æggeblommekartofler og broccoli er nogle af denne septemberkasses indhold

Plantagen leverer i denne uge de lækreste blå druer og den fine æggeblommekartoffel. Kirkebogård i Rutsker leverer broccoli, Permagrønt leverer majs, spinat og gulerødder, Rosvang leverer peberfrugt eller chili og tomater, Ø-grønt leverer blomkål.


En lækker omelet kan laves med spinat, peberfrugt eller chili og gulerødder. 

Riv gulerødder, snit peberfrugt eller chili i små tern og skyl og snit spinat i fine strimler.

Brug 5-6 æg til 2 omeletter. Pisk æggene sammen og tilsæt en smule salt og peber. Bland gulerødder, peberfrugt eller chili og spinat i og varm en pande med olivenolie.

Hæld halvdelen af ingredienserne på panden og sørg for at løsne æggeblandingen efterhånden som denne bliver stegt. Når æggeblandingen er rørægsagtig i midten kan der prikkes med en gaffel og røres forsigtigt i ottetaller.

Riv lidt parmesan og drys over den ene halvdel af omeletten. Vip den ene halvdel af æggepandekagen over den anden halvdel så omeletten blive halvmåneformet.

Steg en smule mere og tag omeletten over på en tallerken, gentag med den anden halvdel af ingredienserne og servér omeletterne sammen med dampet broccoli og blomkål.

Velbekommen!