En spændende uge!

For tiden findes der et væld af grønsager at vælge imellem.

Vi har valgt lækre Ditta kartofler fra Jydehøj, østershatte og løg fra Permagrønt, slikporrer og persille fra Kirkebogaard i Rutsker, tomater fra Rosvang, bønner og peberfrugt fra Plantagen og squash fra Signes i Nexø.

Østershatte kan bruges i mange retter, hvis man ikke bare vil nyde dem smørristet med brød til, smørristet i en omelet eller ristet og vendt i en risotto/speltotto. En lækker pastasauce kan laves af østershatte, (rød)løg, friske tomater og persille. Hvis der er hvidløg, citron og krydderurter i huset, bliver saucen endnu mere smagfuld, men enkelhed er ikke værst! Start med at stege løg (og evt. hvidløg) i tern i olivenolie indtil de er bløde og klare. Tilsæt grofthakkede tomater, lidt vin, vand eller tomatsaft, skru ned for varmen og simre i omkring 15 minutter. Tilsæt også gerne lidt revet citronskal, timian, laurbærblade, rosmarin eller oregano. Hak persille fint og sæt til side. Kom lidt olie på en pande og steg østershattene gyldne og sprøde ved god varme. Krydr med salt og peber. Husk at koge pastaen inden svampene er klar! Vend pastaen med tomatsauce i en skål, fordel de stegte østershatte på, drys med rigelig persille og riv gerne parmesanost over. Lidt ristede pinjekerner eller mandler vil også pryde retten.

De samme grønsager - østerhatte, løg og tomater - kan, skåret i passende stykker, også bages i ovnen i ca. 20 minutter ved 200 C. Dryp bare med olie og drys med revet citronskal, salt og peber. Bag også en portion kartofler - og så er der et let og lækkert måltid.

En sommersauté af østershatte, løg, porrer, tomater, bønner og peberfrugt er det ideelle fyld til farseret squash, blandet med ristede pinjekerner, hvidløg, persille, parmesan, salt, peber og rasp. Halvér squashen på langs, pensl med en velsmagende olie og bag ved 200 C i ca. 20 minutter. Skrab noget af squashens kød ud med en ske og bland det i de sautérede grønsager. Fyld "squashbåden" med grønsagsfyldet, drys med lidt olie og bag videre i ca. 15 minutter.