Den 4. august: 100% bornholmsk, 100% lækker!

Vi glæder os til at pakke de første af sæsonens blåbær fra Bornholms Bær v. bl.a. Henrik Ipsen. Lad os håbe på en lang sæson, da de friske blåbær er lækre i desserter, yoghurt og smoothies, som syltetøj (evt. med en stang vanille), i marinader (mas og bland med timian, fennikeltoppe og persille i en god olie til fisk eller kød) - eller bare snup en håndfuld! Blåbær gør hjernen og øjnene frisk, siges det, og smager af sommer.

Fra Krogsholm Frugt får I fine grønne bønner, blandede friske løg og et bundt gulerødder. Smørdampede gulerødder med persille og oliesvitsede bønner med hvidløg, rødløg, mandler eller sesam passer til så mange af sommerens retter - eller bruge dem i en let salat. Og gulerødder er også bare helt OK som gnaskegrønt! :-) Begge er også lækre sammen med fennikel, som vi denne gang får fra Skovnæs-Bornholm.

Kirkebogård i Rutsker høster Elfe kartofler - dem, som koges nænsomt og som er eminente som bagekartoffel. Persille i potte medfølger --- den bredbladede type, som passer så godt i både råkost og tilberedninger.

I vores undersøgelse af kartoffelsorter, er vi også nået til de lækre aspargeskartofler fra Plantagen. Bornholm er rig på eksperimenterende kartoffelavlere - vi håber at nå op på mindst 10 forskellige sorter i år, hvor vi allerede har pakket Marabel, Elfe og Blå Congo.

Skovnæs-Bornholm har tilbudt knoldfennikel og grønkål. Den sprøde fennikel kan spises både råt og i varme retter, og med dens karakteriske lakridssmag, passer den godt i mange sammenhænge. Fintstrimlet eller skåret, er den lækker i salater. Prøv den alene med en god olivenolie-citron-salt dressing eller blandet med tomater, feta og oliven - eller i kartoffelsalaten. Den pifter en grøn salat op - og er dejlig i råkostsalater med rødbede, kål (f.x. grønkål), æble, pære og nødder. Den kan dampes og gratineres med ost, strimles og wokkes, skæres i tern til gryderetter --- og er et yndet tilbehør til fisk. Grønkål kan bruges på så mange måder, at vi henviser til en ekspert på området: https://www.aarstiderne.com/Opskrifter/Leksikon/grønkål.

Velbekommen!