Den 1. september: ugerne er fløjet!

Kigger vi bare 6 uger tilbage, var der ingen øKASSER! Takket være de første 110 kunder og vores gode, stabile leverandører, har vi fået gang i en dejlig udvikling, som vi håber på fortsætter. Vi bidrager alle til, at Bornholm bliver mere bæredygtig ved at spise de lækre sager, som stammer fra den bornholmske jord. Lad flere komme til - det bliver kun bedre!

I denne uge, mærker vi, at efteråret starter. Grønkål og porrer får vi fra Skovnæs, sammen med persille og majs (eller figner). Gulerodsbundterne fra Krogsholm Frugt er blevet lidt større og spiller godt sammen i de retter, hvori kål, porrer og persille indgår; det er ved at være tid til supper eller sammenkogte retter! Kirkebogård i Rutsker bidrager med de allerførste Ditta kartofler - en lækker og fast kartoffel, med tyndt skræl, som skal koges lidt længere og som er fremragende som salatkartoffel OG til kartoffelmos; rødløg og gule løg følger med. På frugtsiden, får vi blåbær fra Bornholms Bær og blå druer fra Plantagen - det er det rene luksus! Prøv en salat med druer, blåbær og figner eller grønkål, blåbær, druer og rødløg.